Ost

Brug lav varme, og riv eller skær osten i små stykker, så den smelter jævnt. Rør den i til sidst; stærk varme kan få fedtet til at skille fra proteinerne.

Ja, men konsistensen bliver ofte mere smuldrende efter optøning. Frys den i små stykker eller revet, og brug den optøede ost i varme retter som gratin, pizza eller sauce.

Pak osten tæt ind, så snitfladen ikke tørrer, og opbevar den køligt. Blåskimmelost bør holdes adskilt fra milde oste, så skimmelkulturen og duften ikke breder sig.

En ost, der smelter jævnt og ikke afgiver for meget væde, fungerer bedst. Mozzarella er et klassisk valg; bland eventuelt med lidt lagret ost for en mere markant smag.

Ja, især i kolde retter og fyld, men frisk ost er typisk blødere og mindre salt end lagret ost. I varme retter kan den afgive mere væde og giver ikke samme elastiske, smeltede resultat.

Cheddar er en bestemt type lagret ost med en fast, ofte let smuldrende konsistens og en fyldig smag. Cheddar har 403 kcal og 26 g protein pr. 100 g, mens ost har 334 kcal og 21 g protein.

Frisk ost indeholder 26 g protein pr. 100 g, mens ost indeholder 21 g. Indholdet afhænger af ostetypen, men begge kan bruges i små mængder som en del af et måltid.

I visse oste dannes hullerne, når bakterier under modningen producerer kuldioxid, som bliver fanget i ostemassen. Schweizerost er et kendt eksempel; hullernes størrelse afhænger blandt andet af modningen.